BJERG Arkitektur

BJERG Arkitektur

Samarbejde i skyen åbner nye muligheder

BJERG Arkitektur og Montes IT har samarbejdet i godt ti år. Med undtagelse af branchespecifik software, leverer Montes al BJERG Arkitekturs IT, inklusive drift, support og IT-sikkerhed.

”Vi har et meget tæt samarbejde med Montes, der langt hen ad vejen baserer sig på gode personlige relationer og tillid”, siger Nevo Alon, Bygningskonstruktør og BIM Manager hos BJERG Arkitektur. ”Montes forstår vores forretning og vi kan altid ringe direkte til den rette medarbejder og få den assistance vi har brug for”.

BJERG Arkitektur beskæftiger godt 30 medarbejdere fordelt på lokationer i Hjørring, Aalborg, København, Oslo, Warszawa og senest i Chile. En sådan geografisk spredning kan kun fungere i kraft af mobile medarbejdere understøttet af en stærk IT-infrastruktur.
Mobilitet og tilgængelighed er derfor kritiske nøgleord i BJERG Arkitekturs krav til IT. Og så selvfølgelig computerkræfter, masser af computerkræfter. At computerkraft er så vigtigt, skyldes, at den software tegnestuen arbejder med, fx tegne- og beregningsprogrammet Autodesk Revit, kræver stor kapacitet for at fungere optimalt. Det har hidtil krævet store, kraftige og ikke mindst dyre arbejdsstationer til hver medarbejder, men det gør det ikke længere.

SkyNet

Montes IT har skruet en løsning sammen, der betyder, at de tunge programmer og grafikkort nu ligger centralt på servere hos Montes og kan håndteres gennem Windows; en løsning som BJERG Arkitektur har døbt SkyNet.
Med SkyNet har BJERGs medarbejdere nu et fjernskrivebord hos Montes, med adgang til de nødvendige programmer. Alle projekter og data lagres hos Montes, hvilket betyder, at alle, uanset lokation, kan arbejde samtidigt på de samme projekter.

”Økonomisk set har SkyNet været en rigtig god idé. Faktisk stod vi overfor at skulle udskifte mindst ti computere á 25.000 kr, da vi etablerede den nye løsning. Men med SkyNet ligger de tunge programmer på en server hos Montes, og vi kan derfor nøjes med meget mindre og billigere pc’er”, siger Nevo Alon.

Løsningen gør, at BJERG Arkitektur ikke længere er afhængige af, at de tunge programmer er installeret på de enkelte arbejdsstationer og dermed heller ikke af tunge og dyre arbejdsstationer. Nu kan arbejdet foregå på almindelige og langt billigere PC’er.

Fleksibilitet giver nye forretningsmuligheder

Med fleksibiliteten og muligheden for, at medarbejdere kan arbejde på samme projekt på samme tid, har der åbnet sig nye forretningsmuligheder for BJERG Arkitektur gennem international ekspansion.
”Uanset hvor i verden vi er, så kan vi nu arbejde i samme dokument på samme tid, fordi det hele ligger på en virtuel server. Fx har vi lige åbnet kontor i Chile. Det havde ikke været muligt uden SkyNet”, siger Nevo Alon og fortsætter: ”Også kunder og samarbejdspartnere kan være med. Det giver os et fælles arbejdsmiljø, som vi ikke tidligere har haft mulighed for at etablere. Alt hvad det kræver, er en almindelig PC og adgang til internettet. I går koblede jeg på med 3G gennem min telefon. Mere kræver det ikke”.

BJERG er lidt længere fremme

”Det er jo på mange måder en naturlig udvikling. Vi startede med en blyant, så blev det en computer og nu er det altså en løsning i skyen. I øjeblikket tror jeg ikke, at andre i byggebranchen kan det samme. Vi er nok dem, der er længst fremme, men sådan bliver det jo ikke ved med at være. Vi må hele tiden udvikle os, og det gør vi gerne sammen med Montes.”, slutter Nevo Alon.

Vil du vide mere om Montes SkyNet løsning, så er du velkommen til at kontakte

Asbjørn Helledie, Logistikchef
Mail: helledie@montes.dk
Tel: +45 6323 5563

Fordele ved SkyNet:

Økonomi: Med SkyNet ligger de tunge programmer på servere hos Montes, og det er derfor unødvendigt at investere i store dyre arbejdsstationer.
Fleksibilitet: Flere kan tilgå og arbejde på selv store og tunge projekter på samme tid, uanset tid og sted. Det hele ligger på en virtuel server og alt hvad der kræves, er en almindelig PC og adgang til internettet.
Sikkerhed: SkyNet kører på to redundante servere, og kan således tåle et eventuelt hardware-nedbrud. Serverne har installeret Windows 2016 Server med Terminal Server og alle kontorer har en WatchGuard firewall, som er forbundet til Montes’ WatchGuard firewalls.

Om BJERG Arkitekturs løsning:

Hos Montes står to Hewlett Packard Edgeline servere med de nødvendige grafikkort. De to servere kører redundant, og kan således tåle et eventuelt nedbrud.
Hewlett Packard Edgeline serverne har installeret Windows 2016 Server med Terminal Server. Alle projekter og data lagres hos Montes, og så kan alle medarbejdere, uanset lokation, arbejde samtidigt på samme projekter.
BJERG har opkobling via VPN til Montes og alle kontorer har en WatchGuard firewall, som er forbundet til Montes’ WatchGuard firewalls. Brugerne har så et fjernskrivebord – som også kan tilgås mobilt – hos Montes med adgang til de nødvendige programmer (Revit, AutoCad og Adobe Indesign).
Løsningen sikrer, at medarbejderne ikke er afhængige af, at programmerne er installeret på deres arbejdsstationer, da de har adgang til alt nødvendigt via fjernskrivebordet.

Om BJERG Arkitektur

BJERG Arkitektur blev etableret i 1987 og er en traditionsrig tegnestue, med adskillige kvalitetsbyggerier i porteføljen. Tegnestuen har siden 2007 arbejdet intensivt med ultralav energirenoveringer kendt som passivhusbyggerier.
Tegnestuen består af tre afdelinger i Danmark, med en afdeling i Hjørring, Aalborg og København. Derudover har Bjerg også afdelinger i Oslo, Warszawa og Chile, hvilket kun er muligt i kraft af mobile medarbejdere.
Bjerg udfører som arkitektfirma både bygherrerådgivning og totalrådgivning for både private og offentlige bygherrer.
BJERG opgaver spænder vidt – almene boliger, større erhvervsbyggerier, pleje- og psykiatrisektoren, villaer, kulturhuse/idrætsfaciliteter, skoler og børnehaver, etc.

Læs mere om BJERG Arkitektur her